Sagnet om de 2 kæmper

Der er mange sagn om kæmper, trolde og kastesten, og Vorbasse har da også et.
Sagnet fortæller, at der var kamp mellem to kæmper da kirken skulle bygges. Den ene var kæmpen fra Bække og den anden kæmpen fra Egtved. Kæmperne kunne ikke forliges, men da de opdagede at der var ved at blive bygget en kirke i Vorbasse, så sluttede de sig sammen, for en ting de mindre kunne lide end andre kæmper, var kirker og kristne. Så de besluttede at kaste kampesten mod kirken for at få byggeriet standset. Den ene landede syd for kirken og den anden nord for kirken, så bygmestrene kunne fortsætte deres arbejde uden problemer.
Stenene ligger der endnu.

Hvorfor ligger kæmpestenene netop der, hvor de gør?

Det har naturligvis været et spørgsmål, som har været drøftet og spekuleret i op gennem tiderne. Langt de fleste af de sagn, der hører til den enkelte sten, placerer den som en kastesten. Sten, som kæmper eller trolde har kastet af forskellige grunde. Enten har de i arrigskab eller i kamp kastet dem efter hinanden, eller de har kastet dem efter kirker, hvilket er den største kategori af kastestenene.

For troldene var det især kirkeklokkerne der var irriterende. Deres kimen gjorde forfærdeligt ondt i hovedet på troldene og for at stoppe  dette kimeri, var det, at troldene kastede med store sten efter kirketårnene.