Vor Herres dagligstue

I starten af 1900 tallet var der generel mangel på kirker i danmark, så der blev bygget kirker i stor stil landet over.
Skjoldbjerg var et af de områder der blev tilgodeset – dog efter nogen tovtrækkeri – da der var mange, der gerne ville have en ny kirke her på egnen.

I 1918 mente biskoppen, at der var mulighed for få statstilskud til Skjoldbjerg kirke, og sendte en ansøgning til regering og rigsdag.

I april 1919 kom svaret fra finansministeriet, at der var afsat 40.000 kr. på finansloven til opførelse af en kirke i Skjoldbjerg. Kirkebyggeriet kunne gå i gang, og den nye kirke blev indviet i januar 1921.

Selv om kirken er af “nyere” dato, er den opført som en vellykket parafrase over dansk middelalderarkitektur. Det er tydeligt at arkitekten, Harald Lønborg-Jensen, har lånt elementer fra andre romanske kirker.
Kirken der består af apsis, kor, skib og tårn mod vest er rigtig rar at opholde sig i, og den er, af og til, blevet kaldt for: “Vor Herres dagligstue”.

Arkitekten lagde stor vægt på, at murværk og vægge fik et rustik præg, så kirken blev en rigtig “hedekirke”.

Jeg har fået fortalt, at håndværkerne af og til måtte bryde noget murværk ned og lave det om, fordi det var blevet for pænt og for lige.
Af Eva Frank

Inventar i Skjoldbjerg kirke

Snedkermester Ole Kirk Christiansen har lavet træinventaret, det meste tilbage fra kirkens start i 1921.

Der er tre lysekroner af egetræ, ophængt i skibet, de har seks sider og udskårne topstykker med indskrifterne:

»Jesus sagde: Jeg er verdens lys. «
»Vandrer som lysets børn. «
»Anno 1921 M & CC soli deo gloria«

Der er to salmenummertavler, malet i sort og gråt. En præsterækketavle, gråblå med rød ramme og hvidmalede versaler (1933).

Stolestaderne har gavle med vinkelbøjet profil lidt under kanten; de er holdt i rødbrunt, gråt og sort. Degnestolen er i renæssancestil med tvillingarkade på forpanelet og gavle svarende til stolestadernes, her suppleret med småspir og englehoved, det hele er malet i gråt og sort.

Kirkeskib

Skjoldbjergs kirkeskib er fra 1979 og er en brig med navnet »Carolina, Vejle« i hvide versaler på malet, sort ovalskilt på agterspejlet. Skroget er sort med kobberfarvet bund, master og bovspryd er blankskrabede og hvide.

Altersølvet i Skjoldbjerg kirke

Altersølvet er fra 1919-20, det består af en kalk, 19,3 cm høj, på sekstunget fod, der drives kegleformet op i det sekskantede skaft. Knoppen er flad-oval med graverede blomster og rudebosser, hvorpå graverede versaler dannende ordet »JHESUS«.

Alterstager af forgyldt træ, 24,8 cm høje, med kegleformet fod-og lyseskål og kraftig jerntorn.

To syvarmede stager er begge 36 cm høje, men af ret forskellig drøjde. Den spinkleste har graverede versaler på siden af trappefodens to øverste trin: »1917 – tak – 1946. Fra medlemmerne af Skjoldberg brugsforening«.  De er idag monteret på et par træsokler og anvendes i forbindelse med begravelser.

Altertæppet i Skjoldbjerg kirke

Altertæppet i Skjoldbjerg kirke er syet af Dagny Jensen, Middelfart. Dagny holdt meget af Skjoldbjerg kirke, da hendes far var Mads Thomsen, den første graver og kirketjener i Skjoldbjerg.

Dagny og hendes mand Richard havde en købmandsforretning i Middelfart, og da de ophørte med det, gik Dagny i gang med at sy tæppet. Det skulle være et tro kopi af det første  altertæppe, så det krævede mange ture til Skjoldbjerg, for at måle ud. Tæppet blev syet i 3 baner. Det var et problem at få de samme farver, som var i det gamle tæppe.

Vi har prøvet at finde årstallet for hvornår tæppet blev lagt på, men der er ikke skrevet noget om det, i den gamle protokol, men det har været omkring restaureringen i 1971.

Af Birgit Thomsen

Skjoldbjergs gyldne altertavle

Altertavlen er lavet på samme måde som de senromanske gyldne altre, med udskårne og forgyldte figurer.
Nederst ses apostlene og Jesus, og oven over er der et stort krucifiks med sidefigurerne Maria og Johannes.
Apostlene nederst er lavet med en mørkerød baggrund. Selve apostlene fremstår forgyldte ligesom resten af altertavlen.
Alterbordet, af træ med rødt plys på de tre forreste sider, er bagtil udfyldt med to skabe, hvor imellem en højrygget armstol med betræk af rødt plys. Træværket er malet lyst rødt. Alteret er restaureret 1988

Prædikestolen

Prædikestolen er lavet i renæssancestil, med glat postament og frise og fire arkadefelter adskilt af kompositte halvsøjler; opgangen har drejede balustre og mægler med kuglespir. Stafferingen domineres af rødbrunt og gyldent; i felterne er stående evangelister navngivet ved versaler på arkaderammen, mens postament og frise har gyldne versaler på sort bund:

»Anno domini 1921 23. ianuar (kirkens indvielsesdag)« og »Salige ere de som høre Gvds ord og bevare det«.

Den står på muret, hvidkalket pille i skibets sydøstre hjørne. Prædikestolen er restaureret 1984

Frederik II’s Bibel

Frederik II´s Bibel fra 1588-89 er den ældste illustrerede danske bibel.
Teksten svarer til den første fuldstændige, danske Bibel, Christian III´s Bibel fra 1550, der i hovedsagen er en oversættelse af Luthers tyske Bibel.
Bibelen er trykt med gotisk skrift, der er en efterligning af munkeskriften. Den anvendtes af de tidligste bogtrykkere, men har været almindelig helt op i det 20. årh.

Såden en bibel har vi i Skjoldbjerg. Denne bibel er fundet ca. 1920 på loftet på Mamrelund i Almstok i forbindelse med en handel. Det formodes, at den stammer fra Randbøl kirke. Ingen ved hvordan den er havnet i Almstok. I 16.-18. årh. var Bibler meget bekostelige, og de var derfor ikke hvermandseje. Måske har denne tilhørt en vandrelærer, som en tid boede på
gården.

Menighedsrådet i Skjoldbjerg fik Bibelen foræret af børnene på Møllegården.
De fortalte, at de havde brugt den til at gemme glansbilleder i, da de jo ikke kunne læse i den. Bibelens forfatning var i løsbladesystem, og det til trods manglede der kun 4 sider.
Menighedsrådet fik bibelen i 1998 og lod den restaurere i 1999-2000 af arkivar Per M. Laursen, Humlebæk.

Agnus Dei – Guds lam

”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.” Joh 1,29. Dette citat fra Johannesevangeliet er blevet grundlaget for Agnus Dei eller Guds lam som et symbol på Kristus.

I hele den kristne verden og også i vores Skjoldbjerg kirke som mosaikrude i apsis bag alteret i kirken, ser vi dette motiv med et lam og et kors eller en fane brugt i kunsten i kirkerne men også i våbenskjold og i segl.

Lammet holder eller hviler fanen eller korset i det ene bøjede forben, og nogle gang er lammet, som hos os, gengivet med en glorie om hovedet. Fra lammets bryst flyder blodet ned i kalken, og minder os om nadverens offer.

Motivet går igen i musikken omkring nadveren, hvor vi også synger om Guds Lam. Denne tradition går helt tilbage til den latinske messe. Ud over ”vores egen” O du Guds Lam (DDS 439) har vi i salmebogen oversættelsen af den oldkirkelige latinske hymne:

Agnus Dei DDS 440:

O Guds Lam uskyldig, du, som bærer verdens synd:

forbarm dig over os!

O Guds Lam uskyldig, du, som bærer verdens synd:

forbarm dig over os!

O Guds Lam uskyldig, du, som bærer verdens synd:

forlen os din fred!

Af Susanne Østbjerg Kargo

Kirkeklokken i Skjoldbjerg

Klokken er »støbt af B. Løw & søn, København« den er 72 cm i diameter og der er står med reliefskrift: »Han kalder ad dig. Marc. 10.49«

Skjoldbjergs klokke er hængt op i tårnet i 1920 og har været der fra kirkens start.

Kakaohullet

Da Skjoldbjerg kirke blev bygget, blev den opvarmet ved, at der blev fyret i en stor kamin. Den stod i fyrkælderen, så den øverste del rakte op i kirkerummet.

Præsten kom kørende fra Vorbasse, først i hestevogn, senere i en gammel bil, som ikke var opvarmet. Det kunne være en kold tur om vinteren, så graveren Mads Thomsens hustru Kirstine ville være god ved præsten. Mads fik derfor en kasserolle med kakao
med til kirke. Kasserollen blev sat på den øverste del af kaminen.

Da fyringsmaterialet (tørv) kunne være lidt ustabilt, kunne der komme lidt for meget varme på, så kakaoen kogte over, og der bredte sig en liflig duft i kirken.
Menigheden morede sig, når Mads midt under gudstjenesten, måtte op og redde det sidste kakao.
Af Birgit Thomsen

Da Præsten kom i hestevogn til kirke

Da Kirken i Skjoldbjerg blev bygget, var der tænkt på Præsten, som skulle komme fra Vorbasse.
Oppe på loftet var der et rum hvor præsten kunne skifte tøj, og der var et toilet, som ikke nåede at blive færdigt.
Præsten Johannes Nicolaj With (1921-1925) kom i hestevogn. Det var præstegårdsforpagteren der var forpligtet at køre for præsten. Der gik da kun ½ år, så fik præsten selv bil, og kunne befordre sig selv. Af den grund blev toilettet ikke gjort færdigt, så rummet har bare været der.
Præsten kunne, efter at have skiftet tøj, gå hen over loftet og ned ad en vindeltrappe bag prædikestolen.
Trappen er aldrig rigtig blevet brugt, da tiden hurtig forandrede sig.
Af Birgit Thomsen