Ny hjemmeside for Vorbasse og Skjoldbjerg kirker

Så er hjemmesidegruppen klar med en ny hjemmeside for vores to kirker.

Hjemmesiden er nu næsten som vi har tænkt den skal være.  Der er et par ting om kirkernes historie der knap er færdig, og der bliver tilføjet flere billeder og tekster hen af vejen. Der skal da også læses korrektur på tingene. Her i sommerperioden arbejdes der stadig lidt på siderne, så der kan desværre forekomme  udfald af sider. Jeg regner med at alt er på plads inden aktiviteterne for alvor starter op igen til september.

Finder du fejl og mangler må du gerne sende en besked til mig på mail: eva.gesten@gmail.com

Venlig hilsen
Eva Frank

Kastesten og sagnet om de to kæmper

Sagnet om de 2 kæmper

Der er mange sagn om kæmper, trolde og kastesten, og Vorbasse har da også et.
Sagnet fortæller, at der var kamp mellem to kæmper da kirken skulle bygges. Den ene var kæmpen fra Bække og den anden kæmpen fra Egtved. Kæmperne kunne ikke forliges, men da de opdagede at der var ved at blive bygget en kirke i Vorbasse, så sluttede de sig sammen, for en ting de mindre kunne lide end andre kæmper, var kirker og kristne. Så de besluttede at kaste kampesten mod kirken for at få byggeriet standset. Den ene landede syd for kirken og den anden nord for kirken, så bygmestrene kunne fortsætte deres arbejde uden problemer.
Stenene ligger der endnu.

Hvorfor ligger kæmpestenene netop der, hvor de gør?

Det har naturligvis været et spørgsmål, som har været drøftet og spekuleret i op gennem tiderne. Langt de fleste af de sagn, der hører til den enkelte sten, placerer den som en kastesten. Sten, som kæmper eller trolde har kastet af forskellige grunde. Enten har de i arrigskab eller i kamp kastet dem efter hinanden, eller de har kastet dem efter kirker, hvilket er den største kategori af kastestenene.

For troldene var det især kirkeklokkerne der var irriterende. Deres kimen gjorde forfærdeligt ondt i hovedet på troldene og for at stoppe  dette kimeri, var det, at troldene kastede med store sten efter kirketårnene.

Trinitatis er hverdagen i folkekirken

I folkekirken er der mange festligheder i det ene halvår, der er f.eks. høstfest, Allehelgen, advent, jul, konfirmation, påske og pinse.
I den anden halvdel af året er dagene mere hverdagsagtige, og den tid kalder vi for trinitatistiden.

Trinitatis begynder søndagen efter pinse og varer til første søndag i advent.
I trinitatistiden bruger præsten den grønne messehagel, der i kirken symboliserer håb og vækst.

 

Allehelgen den 1. søndag i november

Allehelgen i folkekirken falder altid den første søndag i november. Det er en søndag til minde om de døde, både dem vi selv har mistet og alle de mennesker, som har båret den kristne tro videre gennem generationer.

Allehelgen i Vorbasse og Skjoldbjerg kirker

Gudstjenesterne Allehelgensdag skaber plads til at mindes og sørge over dem, vi har mistet. Og der er plads til at takke for det liv, vi fik lov at dele med dem. I begge kirker bliver navnene på dem som vi har mistet og taget afsked med fra vores kirker i perioden 1/10-2024-30/9-2025 læst op, og efter gudstjenesten er det muligt at tænde lys og sætte ud på kirkegården.

Der vil blive sendt brev ud til de pårørende, der står som anmelder, med invitationer til disse gudstjenester, men alle er velkomne.

Allehelgen og Luther

Allehelgen har rod helt tilbage til middelalderen; og da Luther i 1517 valgte at hamre sine teser op på døren i Wittenberg, gjorde han det om aftenen den 31. oktober, dagen før Allehelgensdag. Dette har sikkert ikke været en helt tilfældig aften for det er aftenen, hvor man både mindes sine egne døde, men også alle de mange kristne der gennem tiderne, har vidnet om deres kristne tro.

I folkekirken

I folkekirken markerer vi Allehelgen i gudstjenesten på Allehelgenssøndag. Det er en dag hvor vi sammen mindes vore døde og deler både vores sorg over deres død, og vores glæde over det liv der var.
Vi er sammen om sorgen og håbet. Vi deler den med vores medmennesker og med Jesus. Allehelgen er derfor en højtid der handler om håb og fællesskab og om at tænde et lys i mørket.

Teksterne til Alle Helgens Søndag er oftest fra Johannes Åbenbaring eller Jesu Bjergprædiken, hvor vi bliver mindet om at Gud tager hånd om os alle.