I folkekirken er der mange festligheder i det ene halvår, der er f.eks. høstfest, Allehelgen, advent, jul, konfirmation, påske og pinse.
I den anden halvdel af året er dagene mere hverdagsagtige, og den tid kalder vi for trinitatistiden.
Trinitatis begynder søndagen efter pinse og varer til første søndag i advent.
I trinitatistiden bruger præsten den grønne messehagel, der i kirken symboliserer håb og vækst.
Allehelgen i folkekirken falder altid den første søndag i november. Det er en søndag til minde om de døde, både dem vi selv har mistet og alle de mennesker, som har båret den kristne tro videre gennem generationer.
Gudstjenesterne Allehelgensdag skaber plads til at mindes og sørge over dem, vi har mistet. Og der er plads til at takke for det liv, vi fik lov at dele med dem. I begge kirker bliver navnene på dem som vi har mistet og taget afsked med fra vores kirker i perioden 1/10-2022-30/9-2023 læst op, og efter gudstjenesten er det muligt at tænde lys og sætte ud på kirkegården.
Der vil blive sendt brev ud til de pårørende, der står som anmelder, med invitationer til disse gudstjenester, men alle er velkomne.
Allehelgen har rod helt tilbage til middelalderen; og da Luther i 1517 valgte at hamre sine teser op på døren i Wittenberg, gjorde han det om aftenen den 31. oktober, dagen før Allehelgensdag. Dette har sikkert ikke været en helt tilfældig aften for det er aftenen, hvor man både mindes sine egne døde, men også alle de mange kristne der gennem tiderne, har vidnet om deres kristne tro.
I folkekirken markerer vi Allehelgen i gudstjenesten på Allehelgenssøndag. Det er en dag hvor vi sammen mindes vore døde og deler både vores sorg over deres død, og vores glæde over det liv der var.
Vi er sammen om sorgen og håbet. Vi deler den med vores medmennesker og med Jesus. Allehelgen er derfor en højtid der handler om håb og fællesskab og om at tænde et lys i mørket.
Teksterne til Alle Helgens Søndag er oftest fra Johannes Åbenbaring eller Jesu Bjergprædiken, hvor vi bliver mindet om at Gud tager hånd om os alle.
Helligtrekonger er den 6. januar og dagen markerer, at vise mænd fra Østerland besøgte Jesus i Betlehem. På Helligtrekongersdag siger vi også, at julen er forbi.
De 3 vise mænd, Kaspar, Melchior og Balthazar kom med guld, røgelse og myrra til Jesusbarnet. Og fordi de kom med så kostbare gaver, blev de kaldt for konger.
Ifølge legenden kom de fra hver sin verdensdel, en fra Europa, en fra Afrika og en fra Østen. Det fortolker vi som, at Jesus var Guds søn for mennesker i hele verden.
Guld var et kongemetal, som viser at Jesus er himlens kongesøn, og den Messias som jøderne venter.
Røgelsen er et symbol på, at vores bønner stiger op til Gud. Når man afbrænder harpiksklumper og bark fra røgelsestræet får man en helt særlig duft, og den røg og duft kalder man røgelse.
Myrra er en aromatisk saft, en gummiharpiks, fra en plante der vokser i Somalia. Myrra har lindrende egenskaber og er blevet brugt til at balsamere med.
Efter besøget hos Jesus rejste Kaspar, Melchior og Balthazar mod Egypten, væk fra Kong Herodes.
I 2016 slog de såmænd et lille smut forbi Vorbasse.
Traditionen tro holder vi friluftsgudstjeneste 2. pinsedag. Som de sidste par år holder vi gudstjenesten om eftermiddagen kl. 14, og vi håber, at der er lige så mange, som der plejer, der har lyst til at fejre gudstjenesten under åben himmel med os.
Efter gudstjenesten vil der være fri leg og kaffe.
Alle opfordres til at medbringe kage til et fælles kagebord. Husk tæpper eller lignende til at sidde på.
I til fælde af regnvejr, holder vi gudstjeneste i kirken.
Hvad sker der i påsken i Vorbasse og Skjoldbjerg kirker?
Vi starter skærtorsdag og mindes Jesu sidste måltid med disciplene. Det er blevet en tradition at vi holder aftengudstjeneste i Skjoldbjerg og efterfølgende fortsætter måltidsfællesskabet med hjemmebagt og rødvin i kirkehuset. Herved knytter vi an ved den sidste nadver og tager sammen hul på de kommende påskedage.
Langfredag er dagen hvor Jesus hænger på korset. Den triste og tunge dag, som aldrig synes at få ende.
Begge gudstjenester på langfredag er liturgiske gudstjenester, dvs. gudstjeneste uden prædiken, men med sang, musik og læsninger.
Påskemorgen fejes det glædelige opstandelsesbudskab, som lød til kvinderne ved graven.
Det er stadig svært at fatte betydningen af opstandelsen, men på vejen til Emmaus, fornemmer vi sammen med to af hans disciple Jesu nærvær.
Med palmesøndag indledes den såkaldt stille uge. »Stille« hentyder til det præg, dagene har af erindringen om Jesu lidelse og død. I gamle dage var
klokkernes knebel indbundet med klude, så at ringningen blev dæmpet og sorgfuld.
På Palmesøndag red Jesus ind i Jerusalem og blev af skarerne modtaget med palmegrene og hyldestråb, fordi de i ham så Messias, deres ventede befrier. Denne feststemning modsvares dog af den lidelse, der venter forude i form af disciplen Judas’ forræderi og Langfredags korsfæstelse og død.
»Skær« er et gammelt ord for ren. Navnet kan stamme fra den vaskning af disciplenes fødder, som Jesus gjorde denne aften inden sin tilfangetagelse. Jesus forklarede selv sin handling ved at byde sine disciple at gøre det samme ved hinanden; et udtryk for, at ligesom Guds søn tjente os i ydmyghed, sådan skal også vi tjene hinanden. Tidligere fandtes der af den grund i visse lande en tradition for, at kongen og højtstående folk i kirken denne dag skulle vaske fattiges fødder fødder som symbol på indbyrdes kærlighed. Paven i Rom praktiserer stadig denne skik.
Skærtorsdag aften blev også nadveren indstiftet. Ved påskemåltidet sammen med disciplene foregriber Jesus her sin offerdød på korset. Det gør han ved at omtale brødet som «mit legeme der gives for jer» og kalken med vin som «den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse».
Hver søndag i kirken gentager vi dette måltid og Jesu ord til sine disciple.
Når vi i dag går til nadver er det mere end en mindesfest for en afdød; nadveren er samvær med Jesus Kristus, der i brødet og vinen er usynligt til stede. Dermed er det en levende fortsættelse af Jesu måltidsfællesskab med toldere og syndere og disciple. Samtidig er nadveren også en forsmag på det fællesskab og den glæde, der varer ved ind i Guds evige virkelighed.
Langfredag er dagen for Jesu korsfæstelse og død. I Jesu død på korset ser vi det uskyldige lam, der ofrer sig til soning af menneskers troløshed, ondskab og svigt. Samtidig har det offerblod, som rinder fra Jesu sår, samme effekt som det blod, israelitterne smurte på dørstolperne i Egypten, og som gjorde, at dødens engel gik forbi.
Jesus lider døden én gang for alle og på vores vegne, så at døden ikke kan kræve os, når vi engang dør den legemlige død.
I kirken markeres dagens alvor og sorg ofte ved en mere afdæmpet gudstjeneste; der tændes ikke alterlys og mange steder fejres der ikke nadver.
Påskesøndag er Jesu Kristi opstandelsesdag.
Den dag, hvor kvinderne gik ud for at salve deres elskede vens døde legeme, men fandt graven tom.
Det er dagen, hvor den korsfæstede efter sin nedfart til dødsriget nu møder sine disciple som den opstandne; et møde, der vækker både frygt og vild
glæde blandt disciplene.
Påskesøndag er påskens højdepunkt og den glædesbegivenhed, som stråler gennem alle påskens dage, selv Langfredags mørke og død.
I virkeligheden begynder påskemorgen allerede påskenat. Aftenen og natten mellem lørdag og søndag er det tidspunkt, kirken oprindeligt har fejret Herrens opstandelse. I flere kirker lyder påskenat forkyndelsesråbet »Kristus er opstanden!« og menigheden svarer: »Ja, han er sandelig opstanden!«
I oldkirken, da voksendåb endnu var det almindelige, lå dåben altid påskenat. Det gjorde den, fordi dåben netop er den begivenhed, hvor vi bliver en del af Kristus og igennem Ham lider døden for også at kunne opstå med Ham.
Anden påskedag er fuld af glædesgenskæret fra Påskedag.
Til gudstjenesten hører vi om, hvordan de to vandrende disciple på vej mod Emmaus møder den opstandne på vejen og om, hvordan Maria Magdalene møder Ham på vej igennem gravhaven.
Hvad sker der i julemåneden i Vorbasse og skjoldbjerg kirker?
I Skjoldbjerg er der den 1. søndag i advent tradition for en hyggelig og stemningsfuld eftermiddagsgudstjeneste med Luciakor, de 9 læsninger og fællessalmer . Efter gudstjenesten er der adventshygge med æbleskiver og gløgg i Medborgerhuset, hvor det store juletræ tændes og alle danser omkring det.
I Vorbasse har vi normalt besøg af et kor, der hjælper os med at synge julen ind og sprede lidt musikalsk juleglæde.
Der er en hyggelig tradition med afslutningsgudstjenester for dagpleje, børnehave og skole. Her er gudstjenesterne målrettet de forskellige aldersgrupper, og vi synger nogle af de mest populære julesalmer.
Den 24. december er der to gudstjenester i Vorbasse kirke og en i Skjoldbjerg kirke.
I Vorbasse er den første julegudstjeneste kl. 14:00 og den anden kl. 16:30
I Skjoldbjerg kirke er der julegudstjeneste kl. 15:15
Den 1. søndag i advent markerer, at et nyt kirkeår begynder.
Adventstiden handler om at tælle ned til den store julefest, hvor vi fejrer Jesu fødsel. Med nedtællingen lader vi lyset brede sig – roligt og langsomt – for få tid til at reflektere og glæde os til julen. Det er derfor, at vi kun tænder et nyt lys af gangen.
Både i Vorbasse og Skjoldbjerg kirker har vi en adventskrans. Nogle år har kransen lilla bånd, som står for bod og forberedelse. Andre gange er den med hvide bånd, der i folkekirken står for fred, glæde og fest ; eller røde bånd der står for ånd og kærlighed.
Adventskransene bredte sig gennem Tyskland og kom til Sønderjylland i årene lidt før 1920, i en tid hvor Sønderjylland stadig var tysk. Den rød/hvide adventskrans er da også en sønderjysk opfindelse, hvor de dansksindede pyntede den med rød og hvid for at understrege det danske. Adventsskikken vandt særlig indpas i besættelsestidens Danmark, hvor det at tænde lys blev symbolet på frihed og håb, forstået både religiøst og politisk.